Hvorfor himler Michelle Obama med øjnene?

Hvad USA taler?
Ja, det kunne f.eks. være, at krisen om gældsloftet er udsat til en gang i maj, eller det kunne være valgresultatet i Israel. Men. nej, det er dette gif::
Michelle Obama, som himler med øjene ved indsættelsesmiddagen.
Hvad er det, som den republikanske kongresleder John Boehner siger til Barack Obama, som 1) får Obama til at grine og 2) får fru Obama til at himle?

Den slags må opklares, og flere medier har haft eksperter i mundaflæsning til at læse optrinnet. Daily Mail har haft intet mindre end tre mundaflæsere på opgaven, og de mener, at det er for vanskeligt at sige, hvad der bliver sagt, men det er, fordi de ikke prøver hårdt nok. For TV-tabloidprogrammet Inside Edition har således haft en ekspert på sagen, Larry Wenig, og han skuldrer den, oplyser programmet.

Og hvad er det så, som John Boehner siger?
Hvis man skal tro Wenig, så gør storrygeren Boehner sig morsom over præsident Obamas tilværelse som udslukt ryger. Obama røg, før han blev præsident, og han har haft sit hyr med at holde op.

Så Boehner siger angiveligt til ham, bag Michelle Obamas ryg: "Nå, fik du ikke lyst til en cigaret, efter du blev indsat?"
Obama giver et svar, som man ikke kan se, og Boehner kommenterer:
"En eller anden vil nok ikke give dig lov."
Hvorefter Michelle Obama vender øjnene mod himlen.

Vilhelmsengate viser tydeligt hvem, der har vundet kulturkampen

Annette Vilhelmsen har sagt, hvad hun har sagt - og hun står tilsyneladende til et ordentligt fur i de danske medier.
Blot tre indspark, som ikke har så meget med hendes udtalelser at gøre, men mere med sagen set udefra og på lang afstand i tid og rum:

For det første - det er forunderligt, hvordan reaktionen demonstrerer et tidehverv i paratreaktionen i Danmark. Hun sagde stærkt forenklet, at erhvervsvirksomhederne skulle tænke på andet end at lave penge, og det bliver hun skoset for. Hvis hun havde sagt det samme for ti år siden, så havde det ikke blot været helt naturlig SF-politik, men også default i de samtalende kredse og medierne. I 1970erne havde Inger Christensen sikkert skrevet et digt, og Ekstra Bladet kunne have kreeret en forside, der angreb skatteål og bolighajer og trusseredere.
Nu er det i stedet den modsatte reaktion - her er Ekstra Bladets forside fra i dag - fordi paratreaktionen har en anden default: "Profit er virksomhedernes raison d'être, og Wilhelmsens gadekærsromantik viser, hvordan venstrefløjen er ude af trit med alting."
Hele balladen er et slående eksempel på, hvordan højrefløjen har vundet kulturkampen i Danmark.
Vi er ikke længere i bund og grund socialdemokrater; vi er liberale, uanset om vi er det eller ej.

For det andet - det er ikke en god ide at blive interviewet af en meningsfælle. Det var aktiv SF'er, som foretog interviewet til Kjerteminde Avis, og det lyder som den ideelle situation for en politiker. Men det er det ikke. En meningsfælle - uanset om vi taler politik eller sport eller business - skaber et indforstået miljø, som er afsondret fra de holdninger og reaktioner, der er i den brede offentlighed. Hvis Vilhelmsen var blevet interviewet af en kritisk journalist, ville journalisten have studset over formuleringen og presset hende. "Undskyld, siger du her, at virksomheder ikke skal tjene penge? At de bare skal være en varmestue" Hvorimod en meningsfælle blot nikker og tager synspunktet for givet. Det ville formentlig have fået Vilhelmsen til at indse, at hun var ude i et farligt ærinde, og hun kunne have undgået balladen.

For det tredje - jeg kom til at tænke på Wilhelmsen, da jeg i går hørte chefen for WholeFoods i et interview på NPR. John Mackey er en ærkelibetarianer, der kalder Obamas sundhedsreform for "fascisme," men han er samtidigt også tilhænger af, hvad han kalder "samvittighedsfuld kapitalisme," og han har netop udgivet en bog med den titel. Hans holdning er, at virksomheder skal have et formål, som går ud over blot at tjene penge.
Her er, hvad han sagde i interviewet:

NPR: Aren't there a lot of corporations that do focus primarily on maximizing shareholder value and, in fact, they think that the whole legal framework of the United States requires them to be that way?

MACKEY: Many corporations do think that way. But because business is inherently connected through stakeholders and to interdependent systems, you can't maximize profits unless you are creating value for your customers. The art of good conscious business leadership is to look for the win-win-win-win strategies so that all the stakeholders can simultaneously be winning.

NPR: You said another thing there: conscious business. What do you mean by a conscious business?

MACKEY: A conscious business is one who understands, one, that it has a higher purpose besides just making money, and number two, it understands how these stakeholders are connected together in a larger business system.

John Mackey fik en farlig ballade for at kalde Obamacare for "fascisme," men han har ikke mødt nogen form for kritik for at sige, hvad Annette Vilhelmsen siger.
Som jeg har skrevet før: Lige nu trender USA til venstre, Danmark - og Europa - til højre.

Reality-check 2

På The Maddow Blog fremhæver Steve Benen en interessant tendens i meningsmålingerne: At præsident Obama ikke blot bliver mere og mere populær i takt med, at han har konfronteret Republikanerne. Republikanerne bliver også mere upopulære. Ovenstående graf viser hvilket parti, vælgerne ville stemme på ved kongresvalget, hvis valget var i dag.

Influenza reaktion 1

Mit indlæg om influenzavacciner har sat sindene i kog - måske også ansporet af den stramme rubrik på forsiden af b.dk. At modstandere skulle være "landsbytosser."
Så jeg har modtaget en solid push-back; nogle af indlæggene er sendt med navn til min email, men jeg er ikke klar over, om de blot var tiltænkt mig eller til offentliggørelse, og derfor har jeg - for ikke at identificere personer, der ikke havde tænkt sig at blive det - valgt at bringe alle indlæg udelukkende med fornavn.
Here we go - tid til push-back.

Henrik:
"Sikke et overfladisk indlæg. Jeg lytter bestemt også til videnskaben, og der af masser af læger og myndigheder, der ikke anbefaler influeanza-vaccine. Kun "storbytosser" overvejer ikke ulemperne."

Søren:
"Hvorfor skulle man dog tage den vaccine?
Alle de eksempler, du refererer fra den amerikanske artikel, er ting ,man dør af eller bliver alvorligt syg af. Influenza sender dig til køjs 2-3, skulle du være så uheldig af få det. Jeg ser ingen grund til at fylde mig med alle mulige vacciner for så lille et problem (og jeg har absolut ingen problemer med ellers at bruge medicin, ligesom jeg har meget lille tiltro til det meste naturmedicin)."

Lina:
"Hvem er det, der står bag den såkalde 'videnskabelige' forskning ? Medicinalindustrien. The Board of directors i virksomhederne beslutter, at nu skal indtjening øges med x%. "Vi gennemfører et forskningsprojekt sammen med universiteterne (som får en klækkelig sum for deres arbejde), - forskningen skal vise, at 'man ikke kan leve uden en influenza-vaccination". Og det kommer den sjovt nok til at vise. Forskerne er betalt af industrien. Så enkelt er det.
For 50 år siden blev folk jo ikke vaccineret - og de led ikke i væsentligt grad af influenza.
Jeg forstå ikke, hvorfor man i dag skal ta' al den medicin, det gjorde man ikke får 50 år siden - og man døde trods alt ikke som fluer.
I USA får lægerne en pæn sum penge fra medicinalindustrien for at anbefale kræftpatienter en kemo-kur. Der er flere mennesker, der dør af kemo-kure i USA, end der dør af selve sygdommen. Det ved lægerne udmærket - men de meler deres egen kage. Læs Andreas Moritz's udmærkede bøger."

Mette:
"Influenza vaccination tror jeg ikke er en god ide for ret mange, undtagen for dem, der tjener penge på fremstilling og salg. 2 ansatte mænd, hvor jeg arbejder, fik i ca. 6 år hver en vaccination, den ene fik influenza hvert år, hvad enten han blev vaccineret eller ej, den anden gik der flere år imellem influenzaen, hvad enten han blev vaccineret eller ej. Jeg selv (nu 67 år) er aldrig blevet vaccineret og har ikke haft influenza siden 1965, bortset fra 2-3 dage i 1997.
Dertil skal føjes at min svigerfar gik til lægen, lidt småsyg, for at få vaccinationen, den fik han, men blev så syg at han døde af det. Naturligvis skulle lægen ikke ha vaccineret ham, når han var skrøbelig og ikke helt rask, (men han tjente jo gode penge på det.)"

Ole:
"Så vidt jeg har forstået, vælger (i Danmark) Sundhedsstyrelsen, hvilken type influenza der skal vaccineres imod. I år valgte man, så vidt jeg har kunnet finde ud af, en ’forkert’ vaccine; der kom en anden type influenza. Jeg kender personligt flere, som blev vaccineret i år, men som fik influenza alligevel!"

Thorvald:
"Du må bestemt have aktier i medicinal industrien :-)
Influenza vaccine er helt unødvendig, og som du skriver, virker den kun halvt. Det er kun nødvendigt at blive vaccineret, hvis man er svagelig. Så få vacciner som overhovedet muligt, ligesom det gælder for alle andre "vidundere" fra medicinal industrien.
Eksempelvis også medicin mod forhøjet kolesterol, som flere og flere læger efterhånden også er skeptiske overfor.
Hvordan med medicin bivirkninger - også på lang sigt ?
Så "nej tak" til influenza vaccine."

Poul:
"Nååh, stakkels, Poul, jeg kan sørme godt forstå, du er bange for influenza med det kolde vejr, I har i Santa Fe. Har du spurgt din læge om du kan få to skud - bare for en sikkerheds skyld?
PS! I modstrid med de skråsikre pro-artikler, du henviste til, så jeg faktisk fået influenza alle de tre gange, jeg selv er blevet vaccineret. Så nu gider jeg ikke mere"

Så få dog den influenzavaccine

Influenzaen hærger, og det er god anledning til igen at diskutere vacciner - og hvorfor i himlens navn så mange vælger ikke at få dem.

Nej, influenzavaccinen er ikke perfekt. Somme tider skyder den ved siden af - den vaccinerer mod en anden type vira end den, der huserer - og selv om den rammer skiven, så virker den kun i år hos 62 pct. af de vaccinerede.
.
Men når det så er sagt, så har disse skribenter ret - få dog den vaccine.

Det er besynderligt, at vi i højtudviklede samfund som både det danske og amerikanske oplever, at vi vægter kloge mænd og koner og rejsende i lommeuld og linsemos højere end videnskaben; at vi tror mere på en tilfældig ekspedient i Hugos Helsehjørne end vi tror på forskerne, og at vi hellere tager alskens naturpræparater,som i virkeligheden skader os, end får en vaccine, som i virkeligheden hjælper os.

Som Michael Specter skriver i New Yorker:

"On Friday, a highly educated, very smart colleague at The New Yorker explained her decision to remain unvaccinated with these words: "I never get a flu shot, and I never get the flu."

O.K. Let's play her game. Turn to whomever you are with and say these sentences out loud: "I never wear seat belts, and I never get killed in car crashes"; "I never use condoms, and I never become infected with sexually transmitted diseases"; "I eat red meat seven times a week, only exercise once a year, and I've never had a heart attack or a stroke."

Dengang, der var socialdemokratier og store skæg til.

En truet art i Europa: Socialdemokraterne

Jeg spurgte i et indlæg i går, hvorfor det kneb sådan med gamle Keynes i den gamle verden, og Informations altid læseværdige Rune Lykkeberg har en af forklaringerne:

Fordi Europas socialdemokrater ganske enkelt ikke er, hvad de har været:

"Fra 1950’erne og frem til starten i 1970’erne havde partiet (i Danmark, red.) omkring 70 mandater, som regel flere, enkelte gange færre. Gennem 1970’erne lå de lidt lavere, men stadig højt, mens partiet gennem 1980’erne havde omkring 55 mandater. Der var enkelte højdepunkter i 1990’erne, men siden er partiet gået tilbage ved hvert eneste valg. Gennem 2000’erne er mandattallet faldet til omkring 45.

For ti år siden forventede Socialdemokraterne 30 % af vælgerne, nu skal man glæde sig over 20 % i meningsmålinger.

Den systematiske tilbagegang er ikke udelukkende et dansk fænomen: Det samme ses i England, Tyskland og Sverige, der også har haft stærke socialdemokratier, som nu løbende bliver svagere og svagere," skriver Lykkeberg.

Keynes' storhedstid var med andre ord også socialdemokratiernes storhedstid.

Hvilket igen er en forskel i forhold til USA - sådan taget med den meget grove beskæring.

Under finanskrisen er USA rykket til venstre, mens Europa er rykket til højre.

"Højre" og "venstre" er naturligvis relative i den sammenhæng - i dansk politik ville Barack Obama placere sig til højre - men økonomisk har han fulgt en modsat linje end bl.a. England og Tyskland.

Lommetyvenes konge lærer fra sig

Dagens longread - med gør-det-selv video

Har du altid gerne villet være en lommetyv? Sådan én, der på S-toget ubemærket fisker tegnebøger og iPhones op af medpassagerernes lommer?

Så kan vi hjælpe med dagens longread - inklusiv en gør det selv video.

New Yorker har her et forrygende portræt af lommetyvenes konge Apollo Robbins.

Robbins optræder med sin kunst - han stjæler fra folk på en scene eller i en manege, og så giver han de bestjålne deres underbukser eller smykker tilbage.

Men fascinationen hænger sammen med, at han sværmer for det kriminelle element.

"Recently, psychiatrists, neuroscientists, and the military have studied his methods for what they reveal about the nature of human attention. (The magician Jilette) Teller, a good friend of Robbins’s, believes that widespread recognition is only a matter of time. “The popularity of crime as a sort of romantic thing in America is profoundly significant, and Apollo is tapping into that,” he told me. “If you think about it, magic itself has many of the hallmarks of criminal activity: You lie, you cheat, you try not to get caught—but it’s on a stage, it has a proscenium around it. When Apollo walks onstage, there’s a sense that he might have one foot outside the proscenium. He takes a low crime and turns it into an art form.”

Og her er så videoen.

Så varmt, at meteorologerne må opfinde en ny farve til vejrkortet - lilla

Links

Mystiske drab rammer Benghazi og bl.a. nogle af deltagerne i angrebet på det amerikanske konsulat.

Det er så varmt i Australien, at vejrkortet løb ud for farver, og meteorologerne måtte opfinde en ny farve til 50+ grader. Og det blev så lilla (se kort oven for).

Kommentarer på internet-sites gør nyhedsformidlingen dummere, siger ny undersøgelse.

Polsk mobilselskab bruger Lenin i reklame, og polakkerne kan ikke se det sjove i det.

Efter styrt: Ansatte giver Hillary en styrthjelm

Hillary Clinton er tilbage på arbejde efter sit styrt, hvor hun fik en hjernerystelse, og hvor lægerne også opdagede en truende blodprop ved hjernen.

Hvad hendes medarbejdere i udenrigsministeriet gav hende i velkommen-tilbage-gave?

En styrthjelm - eller fodboldhjelm - med udenrigsministeriets logo, og en fodboldtrøje med tallet 112 på ryggen, det antal lande, som hun som udenrigsminister har besøgt.

Kilde: CNN

Øjeblikket, hvor Daniel Quinnell skyder Cameron Mohammed 20 gange i halsen og ansigtet med en luftpistol.

"Jeg kunne ikke få mig selv til at skyde ham..."

Cameron Mohammed er en våbenejer, og han bor i Florida. Og det betyder, at hvis en person så meget som truer med at angribe ham, så har han ifølge statens "stand-your-ground" lov ret til at trække sin .45 kaliber pistol og skyde ham.

Og det kunne han have gjort for nyligt, hvor han og hans kæreste var på et ind i et indkøbscenter. Klokken var tre om natten, men Wal-Mart har åbent 24 timer i døgnet, og pludselig kom en jævnaldrende fyr op til ham og spurgte ham, om han var muslim. Nej, sagde Mohammed, det var han ikke, men den anden mand trak ikke desto mindre en luftpistol og skød ham med 20 skud. Som det fremgår af billedet oven for.
Ifølge politirapporten råbte skudmanden: "Nigger med en hvid pige."

På det tidspunkt kunne Mohammed have trukket sin pistol og skudt skudmanden - og han ville have været i sin gode lov og ret til det, ifølge stand-your-ground.
Men han kunne ikke gøre det, som han forklarer.

"I don't know. I just couldn't do it. I couldn't blow this guy away for something he could change later in life. I'm not going to decide this man's fate."

Hvad det beviser? For det første - at der er en voldelig undergrund af racisme i USA, som Gawker også påpeger, og for det andet, at skudmanden var heldig med, at Mohammed var så meget bedre et menneske end han var.

Virkelighedens Charles Bronson bliver henrettet i nat

I nat henretter Florida en tidligere politibetjent, som - ifølge sin egen udlægning - var virkelighedens "En mand ser rødt" og "Exterminator."

Manuel Pardo var en betjent i forstaden Sweetwater i Miami - og han var det midt i 1980erne, det tidspunkt, hvor byen udviklede sig til center for Kokain a/s, og inspirerede bl.a. "Miami Vice" og "Scarface."
Pardo myrdede over en kort periode seks mænd og tre kvinder, som alle - ifølge ham selv - var narkoforbrydere, og "de havde ingen ret til at leve. Verden var en bedre verden uden dem," sagde han.

Han blev afsløret i april 1986. Politiet fandt liget af Daisy Ricard i en skov, og dagen efter fandt de også liget af hendes kæreste, Ramon Alvero. Han lå godt en kilometer væk i bagagerummet af en bil. De var begge blevet skudt med to kaliber .22 pistoler.
På Alveros armbåndsur fandt politiet et fingeraftryk, som var i deres system - Manuel Pardos - og det viste sig også, at Pardo dagen efter mordet var fløjet til New York for at få fjernet en kugle fra sin fod. Kuglen var fra et af mordvåbnene. Han blev anholdt og tilstod ni drab.

De ni var narkoforbrydere, sagde anklagemyndigheden, men Pardo gjorde ikke, hvad han gjorde for at rydde op i underverden. Han var derimod en Hitler-begejstret racist, som myrdede for at røve forbrydernes penge, og fordi narkokartellerne hyrede ham som hitman. Han nægtede selv begge dele. "Jeg var soldat i en krig," forklarede den tidligere Vietnam-veteran. En krig mod kriminalitet.

Fra dødsgangen indrykkede han følgende kontaktannonce i en lokalavis:

"FLA. 116-156 CORRECTIONAL INSTITUTE INMATE. Ex-cop Vietnam vet. Took law into own hands and ended up on Death Row. He needs letters from sensitive-understanding female, for real-honest relationship."

En lang række kvinder svarede, og det gav ham endnu et tilnavn - "dødsgangens Romeo" - og han lovede dem alle den store kærlighed, men var mest interesseret i deres penge.

Manuel Pardo får dødssprøjten klokken to i nat dansk tid.

Carl Michael von Hausswolf

Svensk kunstner stjal aske i KZ-lejr og bruger det i maleri

En svensk kunstner er havnet i de internationale medier.
Og måske var det i virkeligheden, hvad han ville.

Carl Michael von Hausswolff er en svensk multikunstner, og i 1989 besøgte han den tyske koncentrationslejr Majdanek, tæt på Lublin.
80.000 mennesker blev myrdet i lejren, deriblandt små 60.000 polske jøder, og det er formentlig i dag den mest velbevarede af koncentrationslejrene.
Og hvad gjorde Hausswolf under sit besøg?
Han gik hen til krematorieovnene og skrabte aske sammen og tog asken med hjem til Sverige.
Som han har forklaret til både Sveriges Radio og BBC, så gjorde han i første omgang ikke noget med asken, for "oplevelserne var stadig for rå i erindringen."
Men i 2010 besluttede han så at bruge asken - og han blandede den med vandfarver og inkluderede den i et maleri, som angiveligt hænger på et galleri i Lund.
En talsmand for det jødiske samfund i Sverige er rasende, og det er både museet i Majdanek og de polske myndigheder også. De har bedt svensk politi om at finde ud af, om der vitterligt er tale om aske fra brændte ofre fra Majdanek. Og hvis det er tilfældet, kræver de Hausswolf sigtet for tyveri og for usømmelig omgang med lig.

Her er Hausswolfs egen forklaring på forløbet, hentet fra hjemmesiden hos det galleri, hvor hans billeder er udstillede:

"1989 reste jag och en kollega till Polen för att ställa ut i Kazimerz Dolny, en liten stad vid Wisla floden. Under vår vistelse for vi runt i området för att samla material till utställningen och färden tog oss till Lublin och närliggande Majdanek koncentrationsläger. Jag samlade lite aska från en av kremeringsugnarna, men använde inte detta till utställningen – materialet var för starkt laddat av de grymheter som utspelat sig på platsen.
Askan har sedan dess följt med mig; alltid funnits där … till hands … givit sig tillkänna. 2010 tog jag fram burken med askan och beslutade mig för att “göra något” med den. Jag tog fram ett antal akvarell papper och beslutade mig för att enbart täcka en rektangulär yta på dessa ark med aska utblandad med vatten. När jag så betraktade bilderna så “talade” dom till mig; figurer visade sig … som om askan innehåll energier eller minnen eller “själar” från människor … människor torterade, plågade och mördade av andra människor i ett av 1900-talets mest hänsynslösa krig."

Taylor Swift matricen

Dagens public service fra Gawker. Websitet forsøger på at få styr på alle Taylor Swifts kærester, de sange, som hun skrev om dem - og om de i virkeligheden ikke er bøsser.

Mr Fox News, Roger Ailes. Hans station har foxnewsificeret det republikanske parti.

Fox News har skabt et monster

Dagens nyt fra Fox News. Eller som Jon Stewart kalder stationen - "Bullshit Mountain:"
To førende republikanske spindoktorer er røget i karantæne - nemlig Karl Rove og Dick Morris, skriver New York.

Forklaringen er d'herrers optræden før, under og efter præsidentvalget. Karl Rove stod for den største seeroplevelse på valgnatten, da han fik sin nedsmeltning for åben skærm - live. Fox News måtte nødtvunget udnævne Barack Obama til vinder af valget, men Rove - som netop havde formøblet over to mia. sponsorkroner på valgkamp for Romney - spruttede. Det passede ikke. Der var stadig masser af stemmer i maskinerne, hævedede han, og man ventede bare på, at der ville komme to bisser i hvide kitler og lægge ham i spændetrøje og rulle ham væk.
Så nu er han i karantæne hos Fox.

Dick Morris er en af den slags, som vil sige hvad somt helst og gøre hvad som helst for at tjene penge og sine øjeblikkelige herrer. Tidligere spinnede han for Clinton, nu spinner han for de mest konservative, og han har skrevet bøger om invasionen af sorte FN-helikoptere, og op til valget kom han med de mest fantastiske meningsmålingsanalyser. Romney ville vinde det hele og mere til, sagde han.
Hans forklaring bagefter? "Jeg følte, at det var min pligt at sige, hvad jeg sagde."
Også i karantæne med ham.

Men hvorfor foretager Fox News den udmugning?
Forklaringen hænger bl.a. sammen med, hvad jeg også skriver om i printavisen i dag (intet link, print only), nemlig at stationschef Roger Ailes har indset, at han har skabt et monster.
Som Bob Woodward kunne afsløre i går - sidste år sendte Ailes i al hemmelighed en reporter til Kabul for at tilbyde general David Petraeus (ja, ham med elskerinden) at blive Republikanernes præsidentkandidat. Ailes ville endda træde tilbage som Fox-chef og lede generalens valgkamp, og Fox-overchef Rupert Murdoch ville finansiere den.

Hvorfor gjorde Ailes det?
Fordi han så ud over feltet af kandidater, og han var ikke imponeret, og han indså, at det delvist var hans skyld: Han havde gjort Fox News til en politisk og økonomisk succes ved at appellere til den mest aktivistiske konservatisme, til højrereligiøse og til te-aktivister, til sammensværgelsesteoretikere og sorte-helikopter-profeter, og det kastede mange seere og mange penge af sig, men det kastede også en bestemt kaste af republikanske partigræsrødder af sig. Og derfor var det ike så underligt, at mulige præsidentkandidater i 2011 var navne som Newt Gingrich, Rick Santorum, Michelle Bachmann, Herman Cain og Sarah Palin.
De var Fox News kandidaterne, men de var også uvælgelige kandidater, og derfor sendte Ailes en depeche til Kabul.

Det blev ikke til noget. Petraeus sagde nej, for - som han sagde - han "elskede sin kone for meget til at stille op."

Og dermed stod Ailes tilbage med de kandidater, som han selv havde skabt, og partiet valgte en mand, Mitt Romney, som engang havde været moderat, men som græsrødderne og Fox-aktivismen skubbede helt derud, hvor det store brede felt af amerikanske vælgere ikke længere kunne være med, og Romney tabte.

Det er det dilemma, som Ailes har skabt for sig selv:
Fox News har foxnewsificeret det republikanske parti - og stationens succes er ligefrem proportional med partiets fiasko.

Derfor begynder Ailes nu at opbløde programfladen, sende de mest ufordragelige i karantæne og skabe Fox News med et menneskeligt ansigt - og håbe, at bukserne holder.

Manden til højre skubbede angiveligt Ki Suk Han ud foran et Subway-tog, og han er nu efterlyst.

Hvorfor var der ingen, der hjalp Subway-offeret op fra skinnerne?

Subway-drabet i New York har nu udviklet sin egen afart af Genovese-syndromet.
For ifølge Huffington Post skubbede en ukendt gerningsmand Ki Suk Han ned fra perronen og ud på skinnelegemet - og her kæmpede Han i mellem 60 og 90 sekunder med at komme op.
Og ingen gjorde noget, ingen kom ham til hjælp, og til sidst var det for sent. Han blev mast mellem perronen og et Subway-tog.
Spørgsmålet er, hvorfor ingen af de tilstedeværende new yorkere kom ham til hjælp?

Diskussionen begyndte allerede i går - som omtalt her på bloggen - da New York Post udkom med en chokerende forside. En fotograf havde taget billeder af Ku Suk Han i de sidste sekunder af hans liv. Han kæmpede for at komme op, og toget kom imod ham, og rubrikken hed - med versaler - "Doomed." Det udviklede sig til en debat om fotografen - og om hvorfor han havde fotograferet Han i stedet for at hjælpe ham. Han kunne ikke nå det, svarede fotografen.

Men hvis Huffington Post har ret, er der flere at stille spørgsmålet til.
For der var mindst en snes mennesker på perronen, og de havde tid til at hjælpe, men gjorde det ikke - jævnfør Kitty Genovese, som i 1964 blev myrdet. Ifølge den populære udlægning hørte 38 naboer hendes skrig om hjælp, men gjorde ikke noget, og det blev dengang taget som et udtryk for afstumpetheden i storbyen. Udlægningen har siden vist sig ikke at holde vand, men udtrykket "Genevese-syndromet" lever fortsat.

Og politichef i New York, Ray Kelly, blev i nat dansk tid stillet spørgsmålet om vidnerne og deres passivitet, og som han sagde:
"Jeg tror, at det var som en bilulykke, hvor de pågældende først bagefter blev klar over, hvad der var sket."
"Andre opdagede det ikke, fordi de stod og talte sammen."

Politiet offentliggjorde billeder af den mand, som angiveligt skubbede Ki Suk Han ud foran toget. Ki Suk Han var tilsyneladende beruset, da han kom ned på Subway-stationen. Han havde tidligere på dagen været i et stort skænderi med sin kone, og på stationen begyndte han at skændes med en mand, der stod med høretelefoner og drak en Starbucks-kaffe.
På et tidspunkt kunne man høre den pågældende sige til Han: "Så lad mig dog for fanden være i fred."
Det endte så med, at manden skubbede Han, og derefter forsvandt den pågældende.

Update:
Politiet har anholdt en mand, som de mistænker for at være drabsmanden, en 30-årig tidligere cafetariamedarbejder.

General Petraeus sammen med sin levnedsbeskriver - og hemmelige elsker - Paula Broadwell. Hvis nu...

Chefen for Fox News ville have general Petraeus som præsidentkandidat

Tænk hvis det var blevet til noget - og tænk hvilken historie, det kunne være blevet til:

Den hårdtslående og legendariske chef for Fox News, Roger Ailes, var i 2011 alt andet end tilfreds med det felt af kandidater, som bød sig til som republikanske præsidentbud. Forståeligt nok ... Rick Santorum? Michelle Bachmann? Hermann Cain? Newt?
Nej, hans frustration er ganske forklarlig, og han havde ifølge WaPo også en løsning.
Bob Woodward beskriver i avisen i dag, hvordan Ailes havde forelsket sig i tanken om general David Petraeus som præsidentkandidat.
Petraeus var på det tidspunkt øverstkommanderende i Afghanistan - og i øvrigt også involveret i en affære med sin levnedsbeskriver, den letfærdige Paula Broadwell.

Det sidste vidste Ailes ikke noget om, og han sendte Fox News' terrorkorrespondent, Kathleen T. McFarland til Kabul for at forsøge at overtale Petraeus til at stille op. Samtalen blev optaget i al hemmelighed, og Woodward har nu offentliggjort båndoptagelsen, der lyder som taget direkte ud af en billig roman med lavthængende cigarrøg og tillukkede skodder.

McFarland fremlægger Ailes' plan, nemlig at general Petraeus skal forsøge at blive øverstkommanderende for hele det amerikanske militær, og når han bliver nægtet den stilling, skal han sige farvel og tak og blive præsidentkandidat.
Ailes' chef, Rupert Murdoch, støtter ham også, fremgår det, og Ailes vil endda overveje at træde tilbage fra sin chefpost og fungere som kampagnemanager for Petraeus.
Akkurat som han var tilbage i Nixon-tiden.

Det blev ikke til noget, fordi - som Petraeus siger - "jeg elsker min kone for meget."

Og her er det helt forrygende "what if..."
Hvis Petraeus havde sagt ja, hvis Ailes havde kastet al sin energi ind bag hans kandidatur, og så affæren med Paula Broadwell var eksploderet midt i det hele.
Selv Fox News kunne ikke spinne den historie til noget, der var noget værd.

Romney i et snapshot på en benzinstation i La Jolla: Han har tabt alt, selv sin altid korrekte frisure. Og Ann Romney sidder hjemme i det store hus og græder.

Mitt Romneys triste efterliv

Der er en helt særlig amerikansk skæbne, som hedder "taberen af et præsidentvalg."
I sig selv kan man sige, at det ikke er så sørgelig en skæbne endda. At det faktisk er ganske godt skuldret at nå så vidt. Det er en lang karrierevej, som er bestrøet med vragene af de politikere, som kun drømte om at opstille plus de politikere, som opstillede, men blev sorteret fra undervejs - og for enden er så den ene ene, som partiet opstillede.
Så Mitt Romney er ikke en krank romanskæbne.

Men ikke desto mindre er han siden valget blev gjort til sådan én, og det har han til fælles med andre, som nåede så langt, men ikke det sidste stykke, f.eks. Al Gore, der nærmest blev betragtet som en græsk-mytologisk skæbne efter sin nær-sejr i 2000. Helt galt blev det, da han kort efter vendte tyk og langskægget hjem fra en rejse - så fik han den store diagnose.

Nu er det s Mitt Romneys tur, og Washington Post har dette pragteksemplar inden for genren “en valgtabers efterliv.”

Efter hans nederlag har vi kun set meget lidt til Mitt Romney, og Washington Post kan fortælle, at det er fordi, han stadig ikke er kommet sig. Han sidder hjemme i sit palæ i La Jolla i Californien og tamper løs på sin iPad og forsøger at tænke forløbet igennem. “Hvis han nu havde gjort sådan i stedet for sådan, kunne han så...”
Det lyder ikke som den bedste mentalhygiejne, men the Mittster er ikke bitter, kun skuffet, siger en af hans venner, som fortsætter: “Han græder ikke ud på andres skuldre. Han bebrejder ikke nogle. Han foretager en masse sjæleransagning over hele processen, og jeg er ikke sikker på, at det er godt for ham. For der er ikke noget, han kan gøre ved det nu.”

Romney er ikke på det rene med, hvad han skal gøre ved resten af sit liv.
En anden af hans venner siger, at han ikke er interesseret i sit partis genopbygning. Han har ikke lyst til at kaste sig ind i de politiske slag igen, og han lyder også som om, han er irriteret over, hvordan republikanerne bagefter har lagt favne af vand til ham. Så de kan sejle deres egen sø. Når han overvejer sin fremtid, går overvejelserne mere i retning af velgørende arbejde, mormonkirken og det ene felt, hvor han har haft succes - business.

Artiklen fremhæver også nogle af de billeder, som vi siden valget har set af ham, og på flere af dem ser han temmelig ukæmmet og hærget ud, som om han har haft mange lange nætter med formålsløse sætninger, der alle begynder med “what if...”
Men i det mindste kan han trøste sig med at købe ting, bl.a. en ny Audi Q7, fremgår det.

Har Mitt Romney svært ved at finde fodfæste post-præsidentvalg, så er det åbenbart helt galt for hans kone, Ann.
Hun græder ofte og i det stille, hedder det, og hun har svært ved at forstå, at de ikke vandt. På valgnatten brød hun også sammen, fordi hun og hendes mand og inderkredsen var helt og fuldt overbeviste om, at de var på vindende vej.
“Hun troede, at det var deres skæbne,” hedder det i artiklen.
Så nu græder hun for sig selv og forsøger at finde en vej tilbage, og hun er så medtaget, at hun ikke kunne stå for årets Thanksgiving middag for familien Romney. I stedet spiste de Thanksgiving middag fra Boston Market, der er en billigkæde, som i kvalitet rangerer på linje med et motorvejscafeteria.

Som sagt - det er meget trist, men som sagt - det er også et portræt lige ud af skabelonen for en valgtaber.
Nummer to er den første taber, og herovre er ingen en større taber end en præsidentiel taber.

Appelsiiiin

Jeg deltog engang i en middag for korrespondenterne i Det Hvide Hus, og jeg erindrer, hvordan Max von Sydow i en hotelgang passede forbundsbankpræsident Alan Greenspan op og tog et billede med et Kodak klik-klak kamera. For de er lige som de fleste andre, de store og kendte. Når de møder andre store og kendte, så er det ... appelsiiiiin.
Og her er Hillary Clinton og Meryl Streep ved søndagens Kennedy prisuddeling.

Prisregnen ramte i år nogle af de mennesker, som jeg også kunne finde på at tage billeder af - Led Zeppelin. I min rockverden bliver det ikke meget større.
Og komikeren Ray Romano havde en god kommentar, da han stod på scenen foran dem:

"As a performer, the last thing you want to do is bomb in front of Led Zeppelin. I lost my virginity to the first two minutes of 'Stairway to Heaven' and spent the next 11 minutes of it apologizing."