
Nu er en rigtig orkan på vej mod Republikanerne
Republikanerne er allerede ramt af orkanen Todd Akin. Nu kan de blive ramt af en rigtig orkan. Sådan en med oversvømmelse og væltede træer.
Stormen Isaac er på vej mod Florida og ventes senere i dag at blive til en orkan og vil ramme solskinsstaten på mandag, hvor det republikanske konvent også begynder i Tampa.
Tampas borgmester siger, at han er klar til at aflyse konventet , hvis menneskeliv er i fare. Og Washington Post er i gang med åndeløse spekulationer om, hvorvidt hele konventet kan blive kastet af sporet.
Men lad os lige trække vejret, inden vi når så vidt - og inden højrereligiøse prædikanter begynder at tale om, at det er Guds straf for ikke at lade Todd Akin deltage i konventet.
For det første er det uklar, hvor Isaac vil gå i land. Meteorologerne opererer med en 350 kilometer bred margin.
For det andet ligger Tampa midt på vestkysten, og hvis orkanen skal ramme lige præcis dér, så skal den foretage noget af et kursskifte.
Men det giver da 15.000 journalister i Tampa noget mere at analysere i.