From

Høisonten


  • Romney vidste, at han ville vinde

    Nu æder den postfaktuelle virkelighed også sine konger og dronninger.

    Jeg skrev i går om, hvordan den konservative bevægelse blev fældet af sin alternative virkelighedsopfattelse. At de virkelig troede på folk som Dean Chambers, manden bag det usofistikerede Unskewed Polls, en website, der beviste, at Romney var langt foran.
    Han har i øvrigt i dag erkendt sin brøler.

    Men jeg havde en ide om, at på et eller andet plan måtte de republikanske ledere vide bedre. På et eller andet plan læste de også den slags meningsmålinger, som vi andre også kunne læse, og så måtte de vide, at man ikke bare kunne sige, at talknusere som Silver, Wang og Linzer var venstreorienterede bavianer, som vi ikke kan stole på.
    På et eller andet plan måtte der være voksne og klarsynede mennesker.

    Åbenbart skulle man langt op i systemet, før end de var der. For tag bare kampagnens chef-blogger, Jennifer Rubin fra Washington Post, og denne her.
    "Hvornår skal vi fortælle dem, at vægtede målinger er noget bras?"

    Men igen - hvis man kom langt nok op, så måtte de være der, de klarsynede generaler, som vidste, at fronterne var under pres.

    Okay, de havde oprettet et website for president elect Mitt Romney, hvor de indkaldte ansøgninger til jobs, og fortalte om deres politik - og endda havde et slogan for deres administration:
    "Mindre, enklere og klogere."
    Men det er for såvidt forståeligt; i tilfældet af, at Romney skulle blive valgt, skulle han og hans folk være klar fra dag 1.

    Okay, de havde også indhentet en tilladelse til at affyre fyrværkeri over Boston Harbor, og de havde indkøbt fyrværkeri og hyret fyrværkerimestre, som skulle være klar klokken 0.30.
    Igen - det er også forståeligt nok. Hvis nu...

    Romney sagde også på valgdagen, at han kun havde skrevet én tale, og det var en sejrstale, men selvfølgelig sagde han det. Er det ikke, hvad en politiker siger? Hvad en politiker skal sige?

    Så alt det kan forklares. Ingen af delene fratrækker fra forestillingen om, at de på et vist plan var forberedte på det modsatte.

    Men læs så denne fra CBS News, som handler om, hvad der foregik inde i det inderste af Romneyland.
    De troede, at de ville vinde. De troede, at de ville vinde.
    Ikke "troede" i samme betydning, som vi andre somme tider bruger ordet "tro" - altså en blanding af tro, håb og vished - men "troede" som vished. Vi vil vinde.
    Og da fronterne så brød sammen - i Virginia, Florida, Ohio, Pennsylvania - så stod de der, og de forstod simpelt hen ikke, hvad der skete. CBS gennemgår reaktionen i bunkeren, efterhånden som tingene skrider, og hvordan de tilstedeværende gennemgår alle nederlagets fem klassiske stadier.
    Da nederlaget er uomgængeligt, hulker Ann Romney og vicepræsidentkandidat Ryans kone græder stille, og Mitt Romney er "i granatchok."
    Og, nej, han havde ikke skrevet en mulig nederlagstale. Kun en sejrstale, og den tale, som han holdt, og som jeg i min liveblog på valgnatten kaldte "flad," var flad af en bestemt grund. Han havde nedskrevet den i al hast og stadig i en tilstand af "det-kan-ikke-passe."

    Måske er det nødvendigt, at man i det allerøverste i en politisk kampagne overbeviser sig selv om, at ens spin er selve sandheden, vejen og livet, måske er det den måde, som toppolitik fungerer på, og i givet fald tager jeg gerne imod korrektioner.
    Men i min verdensopfattelse er den slags diskvalificerende.
    Hvis man ikke kan se virkeligheden i øjnene, fortjener man ikke et ansvar for den.