From

Høisonten


  • Wunderbaum-politik

    Det lader til, at Republikanerne kan lære Grigori Potemkin et trick eller to.
    Potemkin er som bekendt fader til udtrykket "potemkinkulisse," fordi han - retmæssigt eller ej - fik skylden for at opstille skønmalede billeder af idylliske landsbyer langs en flod.
    Og da Katherina den Store sejlede forbi, så hun kun kulisserne og ikke armodet bag dem.

    Hvilket bringer os til Republikanerne.
    I sidste måned fik partiet en ordentlig vask og strygning.
    Partiet fik færrest stemmer ved præsidentvalget, senatsvalget og valget til Repræsentanternes Hus, og en koalition af den demografi, som forskere kalder "det nye flertal," gav Republikanerne en tænkekage.
    For partiet har siden Nixon og den sydlige strategi baseret sin magt på vrede, hvide vælgere - og især mænd - og de er ved at gå samme vej som dronten . Gennemsnitsalderen for Fox News-seere er 65 år, og partiet er ved at indse, at på et tidspunkt høster man, hvad man sår. Ved i en generation at føre kampagne mod bl.a. kvinder og minoriteter og for mænd og det gamle og rurale USA er det ikke så underligt, at kvinder, minoriteter, unge og storbyerne ikke vil vide af Republikanerne.

    Så hvad gør partiet?
    Tja, løsningen er tilsyneladende at mene akkurat det samme som før, men bare sige det på en anden måde.
    Et godt eksempel er guvernør Bobby Jindal, som ikke uden grund bliver sammenlignet med kontorbudet Kenneth i Tv-serien "30 Rock."
    Jindal har siden valget været allestedsnærværende med det samme budskab, som primært går ud på at tale venligt til ikke-hvide og fattige.
    "Tale venligt" er en god begyndelse, men hvad mere? Hvad skal partiet tale venligt om?
    I en kronik i Politiko har han fire forslag til et nyt republikansk partifokus:
    Et forfatningsforbud mod statsgæld; et loft for offentlige udgifter; skattestigninger skal kræve et superflertal; og politikere må kun sidde i otte år.
    Som Kevin Drum konstaterer: "Ny og modig politik? Ikke så meget. Det er, hvad partiet har ment siden Barry Goldwater.

    Et andet eksempel er Marco Rubio, som p.t. er den republikanske favorit til at blive præsidentkandidat i 2016, og jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår hvorfor.
    Ja, han er ikke hvid, han er eksil-cubansk i hudfarven og han taler ikke som hverken Mitt Romney eller Louie Gohmert.
    Men skulle det virkelig være godt nok? Skulle det forestille at være de kvaliteter, som i sig selv skal bære partiet frem?
    Og tror republikanerne, at minoriteter, kvinder, storbymennesker og unge er til salg for en smule ny maling og lugten af Wunderbaum?
    Marco Rubio holdt således i sidste uge en opreklameret tale, som - som David Weigel skriver her - var det samme som i går bare i morgendagens emballage. F.eks. nævnede Rubio ordet "middelklasse" 35 gange i sin tale, og og det er, hvad det hele tilsyneladende går ud på, siger Weigel. At nævne ordet middelklasse mange gange.

    Det er som at sælge en bil uden bremser og kobling, men med nylakerede pyntelister, og hvis det er, hvad Republikanerne har at byde på, så kan jeg godt forstå, at de er bange for Hillary i 2016.
    Det ville jeg også være.