From

Høisonten

  • John Maynard Keynes

    Hvorfor har Europa glemt alt om Keynes?

    Ledigheden i Europa satte i går ny rekord, og ungdomsledigheden er efterhånden ved at være i et mellemkrigshistorisk lag:

    23,7 pct. i gennemsnit i EU, i Grækenland er den 57,6 pct., i Spanien 56,5 pct, og i Italien 37,1 pct.

    Hvad europæerne gør ved det? Ret mig, hvis ikke svaret er ingenting.

    Nogenlunde samtidig med offentliggørelsen af ledighedstallene i Europa har amerikanske økonomer været samlet til et symposium i San Diego, arrangeret af American Economic Association, og her har de diskuteret det seneste og nyeste inden for deres fag, og et af de mest opsigtsvækkende papirer kom fra Olivier Blanchard, cheføkonom i IMF.

    Blanchard gjorde status over oprydningen efter finanskrisen, og papiret har nærmest karakter af et mea culpa. Blanchard konkluderer således - udtrykt i min forenkling - at hvis økonomien i et land i forvejen opererer uden den store statsindblanding, så får det kun ringe betydning, hvis det offentlige beskærer sine udgifter, men hvis det omvendte er tilfældet, som det er i Vesteuropa og USA, så får offentlige nedskæringer en dramatisk betydning.

    Eller sagt med andre ord og mit eksempel: Når den vestlige økonomi går i krise, så er offentlige nedskæringer som at kaste vand på en brændende frituregryde. Det er det intuitivt mest logiske, men det vil få hele herligheden til at eksplodere.Det er ikke desto mindre, hvad vi har gjort.

    Hvilket får mig til at vende tilbage til en analyse, som jeg skrev for et par måneder siden i Berlingske Nyhedsmagasin (sorry, intet link), og som handlede om, hvorfor netop Europa forsagede John Maynard Keynes.

    John Maynard Keynes var den britiske økonom, som i årene efter Første Verdenskrig gjorde op med laissez-faire økonomi og hævdede, at det var regeringernes rolle gennem penge- og finanspolitik at stive økonomien af. At kalde hans tanker “betydningsfulde” vil være dagens underdrivelse; de var bærende for den økonomiske tænkning i den frie verden op til 1980erne.

    På det tidspunkt fik to statsoverhoveder æren for at gøre op med den britiske økonom og hans arvegods, nemlig Storbritanniens Margaret Thatcher og USAs Ronald Reagan. Deres økonomiske politik var i meget grove træk, at jo mere regeringen blandede sig uden om, og jo mere man sænkede skatter og hindringer for markedet, desto rigere ville alle blive.

    Om de var succesfulde?
    You bet.

    I 2002 sagde Labour-minister Peter Mandelson: “Vi er alle thatcherister nu,” og Demokraten Bill Clinton sagde det ikke, men han mente det tydeligvis - “vi er alle reaganister nu."

    Fra 1982 og frem blev verdensøkonomien liberaliseret i en uset grad, og Keynes blev sådan en, vi hångrinede ad sammen med bilfri søndage, overskudsdeling, Uri Geller og Jimmy Carter.

    Men så kom den store recesssion i 2008, og verdensregeringerne skulle reagere på den, og hvad gjorde USA og Europa?
    Ironisk nok det modsatte - og ironisk nok det modsatte af, hvad man skulle forestille sig. USA valgte en keynesianistisk linje, og Europa valgte en thatcheristisk linje.

    Hvilke konsekvenser har det haft?

    I NYT gør den økonomiske analytiker Eduardo Porter regnskabet op, og det tegner ikke godt for Europa contra USA.

    USA besvarede krisen med en aktiveringspakke til over 4.500 mia. kr. efterfulgt af 3.500 mia. i skattelettelser, den amerikanske forbundsbank skruede hurtigt renten ned til nul og begyndte aggressivt at stimulere økonomien ved bl.a. at købe obligationer.

    Europa gjorde mere eller mindre det modsatte. Mantraet har været besparelser, og det har kostet dyrt. En undersøgelse fra to Harvard-økonomer konkluderer, at Europa ikke bare er gået i stå, Europa er gået baglæns. Nøgleøkonomier er i en næsten kronisk recession, og den europæiske økonomi endte 2012 med minusvækst. USA fik modsat en vækst på over to pct. i 2012.

    Europas økonomi er mindre i dag end den var for fem år siden; den amerikanske er 2,9 pct. større, fremgår det af undersøgelsen.

    I Euroland er ledigheden på 11,8 pct. og opadgående. I USA er den på 7,8 pct. og nedadgående.

    Det er kendsgerningerne.

    Jeg forstår godt, at det kan være vanskeligt at erkende, at en politik ikke virker. Efter krigen i Irak og finanskrisen har jeg haft mange af mine fundamentale overbevisninger op til genovervejelse - men det er nu engang, hvad der adskiller realister og idealister. Realister tager bestik af, hvad der sker og ikke sker, og hvis en politik ikke virker, så er det på tide at genoverveje den. Idealister tror omvendt, at en politik ikke virker, fordi medicinen ikke er skrap nok, og hvis besparelser f.eks ikke fører til vækst, så må der endnu flere besparelser til.

    Men selv for de sande troende i Europa, så er der ikke længere meget at hænge troen på, og den gamle verden kunne formentlig lære af den nye - og af John Maynard Keynes.